I en presset juletid lykkedes det os at få klemt generalforsamlingen anno 2010 ind, da vi grundet lykkelige omstændigheder ikke kunne afholde den i den første weekend i februar.
Vi mødtes derfor hos marketingsministeren den 2. januar klokken 14 til en lille sild og en skarp, for derefter at gennemgå aftenens menu. Vel vidende at denne dato lå lige efter nytårsaften, bar menuen dette år præg af nytårstaffel, hvilket skulle vise sig at være en særdeles kløgtig beslutning.
Omkring klokken 16 gik medlemmerne af madklubben i gang i køkkenet med at tilberede menuen, der i år bød på følgende fem retter.
- Hellefisk med “salt, sprødt og surt”
- Syltet “andelår” med foigras og 2 slags kartofler
- Oksefilet med brændt persillerod og moderne “mormor” sauce
- 3 x ost
- Juleæbler med “brændt” hvid chokolade og vanilieis
Efter de gastronomiske udfoldelser i køkkenet kunne generalforsamlingen 2010 påbegyndes, statsministeren bød velkommen og en dirigent blev udpeget. Vi oplevede her dagens største svigt, da det kom frem at klubbens dirigentklokke var glemt på et køkkenbord i København, til trods for manglen af et så vigtigt remedie lykkedes det dog at gennemføre generalforsamlingen i god ro og orden.
To af klubbens medlemmer havde haft den “udsøgte” oplevelse at holde nytår på Franck A og måtte på skift lægge sig med dårlig mave, hvilket formodes at skyldes et par østers (med sildesmag), de udviste dog særdeles fremragende madklubsdisciplin og deltog i hele seancen, uagtet at ikke hele måltidet kunne holdes nede.
Vi kan post generalforsamling konkludere, at vi stadig forstår at frembringe et fabelagtigt måltid tillige med, at vi holder et utroligt højt niveau på humøret. Det første officielle år i Ebberup Madklub er gået og ses fremgang på alle områder. Det forventes at klokken får sin debut til næste år, når nu den blev snydt i denne omgang.
Næste officielle møde i madklubben er årets sommerfest, hvilken medlemmerne allerede nu så småt er igang med at planlægge.