“Dette indlæg var egentlig planlagt til at udkomme i løbet af sommeren 2021, hvad der helt præcis gik galt kan vi i marketingsministeriet desværre ikke redegøre for da vi af sikkerhedsmæssigeårsager sletter vores sms-korrespondancer efter cirka 20 min. Det er dog vores klare og utvivlsomme holdning at vi traf den rette beslutning.”
Med mange måske’er. Ville det nu lykkedes? Må vi ifølge genosse Frederiksen og genosse Heunicker? Men ja det måtte og kunne man minsandten. Lørdag den 29. maj kunne der afholdes generalforsamling i Ebberup Madklub og manner det var der set frem til. Allerede om fredagen troppede alle op i Valby til Pizza og øl. Det er der ikke så meget at sige om, men sent blev det. Med majsolen stikkende ind ad vinduerne vågnede vi mere eller mindre abrupt og fik sat en simpel morgenmad på bordet.
Efter at have fået lidt tørt og vådt begav vi os mod Vesterbro for at indtage en frokost på Fleisch i kødbyen. Her blev de fleste forkælet med en omgang tartar og kold øl. Efterfølgende slentrede vi lidt rundt i området. Besøgte Motorious, hvor vi af det yderst venlige personale blev budt på en forfriskning – tja Heineken fornægter sig aldrig på en varm lørdag.
Vi havde en bagkant der hed omkring spisetid og da vi på daværende tidspunkt var i ret god tid, besluttede vi os for at slå et smut forbi Sønder Boulevard og lige nappe en enkelt. Vi kunne også have siddet og raflet på et værtshus og resultatet havde nok ikke være blevet meget anderledes. Faktum er – og nu skal jeg forsøge at gøre en lang historie kort – at en eller anden tosse foreslår at vi får tatoveret Mike. Så cirka tre minutter senere er vi på vej mode Istedgade for at finde en villig og kapabel tatovør.
Det lykkedes i første hug. Vi ankommer omkring klokken 17 ved Tattoo John og spørger frejdigt om han kan tatovere hele banden. Det kan selvfølgelig sagtens lade sig gøre, hvis vi bare vil fortælle, hvad vi gerne vil have tatoveret. Mike siger vi og forklarer. Cirka en time senere forlader vi “John”, 80% af klubbens medlemmer nu med en hummer rigere.
S-Toget tilbage til Valby og så blev aftenens menu strikket sammen. Det blev til en fornem symfoni i tre dele, bestående af.
Forret
Bao eller friske ruller med kammuslingetartar og laksetartar, hertil Saaz Blonde og/eller IPA
Hovedret
Stegt helleflynder med sauce blanquette, bok choy og kejserhat. Alt sammen skyllet ned med en fed amerikansk Chardonnay.
Dessert
Stor ostesymfoni akkompagneret af lys portvin.
Drinks til aftenen – Gin Hass, mere øl og mere rødvin