Forleden dag, da vi i marketingsministeriet sad til det daglige kaffe-kage-møde klokken 10 – det er en overenskomst sikret ret – ringede telefonen og en ekstatisk Mike var i den anden ende. Han havde hørt rygter om, at der var noget spændende på bedding. Jeg sagde, at han skulle skrue ned for de maritime udtryk, det var ved at være lidt trættende, det er trods alt ved at være længe siden, han har været i nærheden af rigtigt havvand.
Men ja, jeg kunne da bekræfte over for ham, at præsidenten har bedt os om at gøre klar til årets sommerfest, hvilket selvfølgelig også var det, han havde hørt rygter om.
Nu er Mike, som nogen måske har bemærket, den type som, når vedkommende først kommer igang ikke rigtig er til at lukke ned igen, så han fortsatte med at give hans uforbeholdne indspark til, hvad der var pinedød nødvendigt at opnå og hvad han helt sikkert også ville gøre, hvis han bestemte. Desuden mente han som altid, at det var for dårligt at han ikke oftere blev taget med på råd og havde vetoret over alle de beslutninger der blev truffet.
Jeg har kun taget det vigtigste med fra den godt to timer lange samtale, som hvis det ikke havde været fordi Mike mente det var tid til en formiddagssnack nok kunne have fortsat yderligere et par timer.
Mike sagde at det han havde opfanget på vandrørene og selvfølgelig efter at have læst referatet fra generalforsamlingen var lovende – da i særdeleshed, hvis det kunne lykkedes præsidenten at gennemføre sine valgløfter “Jeg har nu ikke en fløjtende skid fidus til de levebrødspolitikere vi skal trækkes med i dagens Danmark” nåede Mike da også lige at skyde ind.
“Benzin og fart, tror jeg dog stadig på – og det minder mig om dengang i mine yngre dage, da jeg var en lovende DTC kører, men jeg valgte som I allerede ved chicksene frem for de hurtige biler. Jeg kan dog stadig ikke få nok en tur langs vestkysten i en åben sportsvogn. Desværre måtte jeg sælge min hummerrøde Mustang fra ’67 sidste år, da jeg skulle bruge pengene til nogle lyssky investeringer, som jeg ikke vil snakke mere om her”.
Mest af ren høflighed – for jeg var jo ikke blevet færdig med kagen, og jeg vidste at Jytte sad tilbage ved bordet, hvilket er en farlig cocktail – spurgte jeg Mike, om han havde nogle konkrete tiltag, han syntes vi skulle tage i betragtning. Han var hurtig på aftrækkeren og svarede prompte. “Sådan noget med benzin og fart, det dufter jo dejligt af testosteron. Damerne er helt vilde med det, ligesom de er med tatoveringer og det har nogle af klubbens medlemmer jo erfaring med. Jeg er i øvrigt beæret over at mit skønne ydre nu præger nogle overarme af varierende kvalitet – på den anden side, det manglede sgu da også bare efter alt det jeg har stået model til og i øvrigt bibragt madklubben.”
Kan du måske holde dig til emnet, spurgte jeg pænt. Kagen I ved. Mike indvilligede i at prøve at holde sig til sagen. Han ville gerne have at vi holdt fast i det med tatoveringerne og ville også lige sende et billede af en han fik lavet da han jævnligt kørte ræs. Derudover, sagde han, “I skal sgu have noget der skiller jer ud, men stadigvæk viser sammenhold og så skal det være badass – altså!”
Inden jeg kunne lægge røret på, skulle jeg også lige høre en håndfuld anekdoter fra Mikes teenageår om damer, knallerter og hans store forkærlighed for skumfiduser over bål. Jeg lovede at ringe ham op, hvis der var noget jeg mente han kunne hjælpe med.