Budapest dag 4

Den afsluttende beretning fra en Ebberup Madklub rejse og om, hvorfor det er godt at checke ind til flyveren i god tid.

Det var blevet søndag, og turen lakkede mod sin ende, dog havde vi lige et par ærinder, vi skulle løbe inden vi kunne boarde og vende næsen hjemad.
Kasper den flotte fyr fyldte år, så det fejrede vi med en “vælg, hvad du vil have” omgang morgenmad på den lokale café. Alt sammen på værtens regning – så var bunden lagt. Bagagen blev sendt i opbevaring, og vi returnerede pænt lejligheden i samme stand, som vi havde modtaget den.

Vi trak igen i de gode sko og satte kursen mod Gellért Gyógyfürdő és Uszoda (Gellert Termiske Bade), det var en velvalgt dag, da kviksølvet i termometret efterhånden kravlede op på 30 °C. Efter at have købt os fattige i flip-flops og badehåndklæder entrede vi i traditionel strandløvestil arrangementet.

Gellert kan vel bedst beskrives som et friluftsbad, bygget på en tid, hvor man gik lidt mere op i æstetik. Der findes varme bade og knap så varme bade. Vores ferietrætte kroppe var dog mest til solstolene i det gode vejr.

Efter badeturen forlod vi Buda, krydsede Donau på Elisabeth broen og samlede vores baggage op i Gozsdu Udvar. Der blev prajet en taxa, som helt sikkert ikke fik timebetaling.

Turlederen havde givet udtryk for at der var rigeligt tid, så det satte vi vores lid til.Helt samme melding var det dog ikke vi modtog af herren i skranken, da vi forsøgte at checke ind. Han forklarede derimod meget kortfattet, at vi da sandelig ikke kunne checke ind ved ham, det skulle gøres online og vi havde lige knap 15 min inden check in lukkede.

Man skal forestille sig telefon og pas blive flået frem for febrilsk at indtaste de påkrævede oplysninger. Der en atmosfære af udpræget lettelse, da det lykkedes og vi forventede nu ikke yderligere problemer inden vi ville sætte føderne på dansk jord igen.

Den sædvanlige hanging around i terminalen efter at være kommet godt igennem security og have fundet de sidste gaver, der skulle bringes med hjem, blev afløst af et kald til at boarde.

Da vi kommer til gaten stiller vi os pænt i kø sammen med de mange andre rejsende. Efter at have stået der i en håndfuld minutter opdager vi at bør stå i køen til venstre og tænker – fedt, for der er jo kun 2 personer i den.
Så vi løber lettere begejstrede mod damen der skal scanne vores boarding pas. Der farer ganske givet tanker i gennem alles hoveder om at nu er vi blevet opdateret til business class eller lignende.

Nedslåede kan må så hurtigt blive, da beskeden er, at vi lige skal stille os over i hjørnet og vente til alle andre er boarded. “Hvad er det her for noget”, gik snakken straks på. Ingen ved rigtig, hvad der er op eller ned, blot at vi jo alle skal hjem og på arbejde i morgen og at klokken nærmer sig 21.

Da alle – udover os – er kommet ombord, siger damen ved skranken at der desværre kun er 3 pladser tilbage på maskinen. Det skaber selvsagt lidt røre i forsamlingen, “nemo resideo” bliver der nærmest råbt og havde vi være bevæbnede, havde vi nok også raslet med sablerne. Efter lidt yderligere pillen ved datamaten melder damen heldigvis “you are very lucky guys, I just found a forth seat – have a safe flight”. Manner vi var lykkelige og nærmest spurtede mod flyveren.

Lektien herfra skal lyde. Husk at check ind i ordentlig tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *