Budapest dag 2

Den første hele af slagsen i Ungarns hovedstad, så der var selvfølgelig dømt sightseeing, hvilket i madklubregi altid indebærer konsumering af lokale specialiteter i både tør og våd form – nogen husker måske surstrømmingen fra vores tur til Sverige. Yderligere så må man aldrig glemme bare at suge alle andre indtryk ind.

Det væreste man kan forestille sig, må da være at bestille en ferie til Alanya og så leve af hakkebøf med bløde løg, mens Kandis spiller i baggrunden under hele opholdet. Nå, men nok moral prædiken for denne gang.

budapest traveling

Vi kom ud af fjerene som en flok solsorte i parringssæsonen, og satte kurs mod spisestedet Mazel Tov for at indetage en solid Middelhavs-morgenmad. I en gårdhave, igen i det 7. distrikt, finder man Mazel Tov, urbant indrettet med en beplanting bestående af træer og krydderurter.

Nu tænker du, kære læser måske, hvad har middelhavsmad at gøre med Ungarn? Og ja, du kan have en pointe, men det handler om historie, og den skal man også have med, når man er ude at få en på opleveren.

Som i så mange andre byer i Europa opførte nazisterne også i Budapest en jødisk ghetto, med mursten, pigtråd og hele baduljen. Det meste er væk nu, men det var selvsagt i det jødiske kvarter – distrikt 7. Der har du linket middelhavsområdet.

Tilbage til det, det primært handlede om ved vores besøg på Mazel Tov, maden. Den var en god, må man konkludere, og lagde fundamentet for en dag med mange skridt til fusserne. Vi bestilte et fornuftigt udvalg fra menukortet og blev enige om at “sharing is caring”.

Med sådan en optankning lå Budapest for vores fødder, så vi travede afsted mod Vajdahunyad slottet, som ligger i Városliget (Byens Park). Omtrent halvvejs indså vi, at der måske var løbet for meget blod til mavesækken, så vi valgte at korte gåturen ned ved at springe ind i byens metro det sidste stykke vej.

Vajdahunyad i byens park er bygget sidst i det 19. århundrede med det formål, at udstille 1000 års ungarsk arkitektur og bygningsværker, så hvis du håber på eventyrfortællinger om tidligere grever og baroner bliver du skuffet. Det sagt, så er det stadig et besøg værd. Om ikke andet så for den is du kan indtage, mens du ser parken.

Efter at have hængt ud i parken og afskrevet et besøg i det termiske bad i nærheden, primært fordi det var umuligt at danne konsensus, vendte vi atter snuden mod syd. Tilbage til metroen og så lidt vindueskiggeri inden vi fandt næste destination, som på daværende tidspunkt var ukendt. Man skal være i nuet og tage det som det kommer.

Inden vi nåede aften og skulle finde noget at spise, fik vi som nævnt gloet på lidt vinduer, vi var forbi et af de store markeder, fik en øl og så var stængerne ved at trænge til et hvil. Hvilket vi tog i lejligheden.

Valget faldt på ungarsk – “så det er vel noget gulyás” – og ikke turist modellen man kan få på de mest turistede steder. Nej de autentiske version – sådan en restaurant, hvor de lokale spiser og man ikke nødvendigvis kommer så langt med engelsk. Det lykkedes os at finde stedet efter en del googling og anbefaling fra vores medbragte turguide, så måtte man bare håbe på at Café Kör kunne finde et bord til 4.

Om det skyldes, at lykken står den kække bi skal være op til læseren selv at bedømme, men vi blev præsenteret for et bord der lige nøjagtig kunne huse fire personer. Lokalerne var på en og samme gang ydmyge og ekstravagante – maden ungarsk og mættende. En klar anbefaling værd.

Resten af aftenen og natten forløb med jagt på en ruinbar – der var 100 meter kø, så det blev afvist som en løsning. Derfor droppede vi ind på cocktailbaren Hotsy Totsy, som vi kort havde besøgt dagen forinden. Igen må vi sige, kig ind, hvis du er i nærheden.

Inden hovedet kunne ramme puden måtte vi “bokse” os vej igennem Gozsdu udvar.

Fortsættes …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *