Back to the 80’s – den store tur

Som tidligere lovet kommer her et fyldigt sammendrag af årets genneralforsamling.

Der var annonceret mødetid klokken 1300, og denne gang skulle arrangementet foregå i Kongens Lyngby, så Statsministeren og Barministeren måtte ud på en mindre togrejse med taskerne pakket med rålam og diverse flasker. Det forlyder, at de havde en fornøjelig tur med DSB, tiltrods for at det vognsæt som de burde have været i, var blevet væk for de kære statsbaner. Man fristes til at sige, at det ikke var sket i førerens tid.

Velmødt og til tiden troppede tre mand op på Underholdningsministerens matrikel. Den kære Økonomiminister havde meddelt at han stod midt i en flytning, og derfor nok blev en smule forsinket. Der blev derfor søgt i vedtægterne efter handlemidler, men da situationen var ganske ny for medlemmerne, fandtes der ingen sanktionsmuligheder. Det kunne dog konstateres at det lugtede af dårlig stil.

Med en særdeles velforberedt vært og en menu der ikke opfordrede til de største armbevægelser, valgte de fire fremmødte medlemmer at ordne det der ordnes kunne i køkkenet, nappe en enkelt pilsner og begive sig ud på en lille spadseretur. For sædvanen tro skal der rafles eller spilles dart når Ebberup Madklub samles. Turen gik til Triumf Bodega, hvilket må siges var et ganske hyggeligt etablissement – indeholdende det rigtige brune interiør, et par spillemaskiner, raflebægere og sidst, men ikke mindst en hund.

Et par slag terninger og pilsnere senere vendte vi atter snuden hjemad – for at påbegynde den egentlige generalforsamling – og minsandten om ikke også Økonoministeren mødte op.

Statsministeren åbnede ballet og bød velkommen, mens Barministeren forkælede med fem styk “Campari Juice”, herefter gik vi igang med det, vi egentlig var kommet for, nemlig det gode måltid.

Forret:

En moderne version af 80’er klassikeren Rejecocktail

Mellemret:

Stenbiderrogn med mormordressing

Hovedret:

Dyret afbilledet for oven, Waldorfsalat og maste kartofler.

Dessert:

Panneret Camembert


Senere på aftenen aflagde vi naboen et besøg, her afholdtes islandsk kostumebal; bestemt en oplevelse værd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: