Så er den her!

Ebberup Madklub præsenterer “Den officielle sommerfestsvideo anno 2010”

Som tidligere bekendtgjort har vi barslet med en lille omgang video snas fra vores sommerfest. Vi har af gode grunde slukket kameraet engang midt på aftenen; så til jer der havde håbet på et uddrag af nogle af vores særdeles interessante samtaler/diskussioner – vi må desværre skuffe jer i denne omgang.

Fortvivl dog ikke vi leverer her 5 minutter madklub pakket ind i svampeviden og flotte naturoplevelser. Sidder man nu og tænker ØV, jeg synes de havde lovet mig Lene Hansson, så er det nu du skal pudse brillerne og følge med.

Aftenens uden tvivl bedste kommentar kom kokken med, da Statsministeren spørger om, han skal stege kyllingen på tør pande. Med lettere forurettet mine tager kokken ministerens arm, løfter den op og spørger – “Har du Lene Hansson siddende deromme bagved et sted”
Det havde han ikke, i så fald gemte hun sig godt, da ingen så hende i løbet af aftenen.

Sommerfest ’10

Vi skrev den 25. september 2010 og det var endelig blevet tid til sommerfest. Som tidligere nævnt skulle vi i denne forbindelse på svampe jagt. Den kære statsminister havde arrangeret et møde med den “professionelle” svampejæger Klaus, som vi skulle mødes med på Teglgårdsvej ved Fænø Sund klokken 10 denne dejlige lørdag formiddag.

Klaus og Martin finder svampe

Vi er i øjeblikket ved at indsamle dokumentation så en mere detaljeret beskrivelse af dagen kan præsenteres, jeg kan her røbe at vi snakker video og Lene Hansson.

Hellere nappe af lærken end skyde duen

Det lod vente på sig, men faktum er, at vi med hastige skridt nærmer os det årlige sommerarrangement. Hvad der allerede nu kan løftes sløret for, selvom dagen med garanti gemmer på en række overraskelser er, at Ebberup Madklub skal på svampejagt, efter sigende skulle vores guide gå under navnet “Svampejægeren Claus”. Jeg tillader mig heraf at konkludere, at vi er i gode hænder, hvis man har et alias, hvori ordet jæger indgår, må man være yderst kvalificeret til sit hverv.

Svampejagt? Ja det er sådan noget der foregår ude i skoven, det er sensommer/efterår, hvilket ofte er lig våde sokker og sko, men husk på at frisk luft er sundt for sjælen, og at sko og sokker tørrer igen. Det forholder sig ydermere sådan, at man ikke kan få for meget frisk luft, så slip sofaen og husaltret, og kom ud og oplev verden.

For at gøre sådan en tur ud i det blå til en lidt bedre oplevelse når nu elementerne raser, vil jeg introducere jer for min ven lærken. Lærken er en kær ven, og har deltaget ved et par madklubs arrangementer efterhånden. Lærken kan få smilet frem på læberne af ejerne af selv de vådeste tæer. Lærken er også god til at medbringe smagsprøver. Faktisk vil jeg sige, at min lærke og jeg er så gode venner, at han helt sikkert skal med på lørdag når vi skal på jagt, svampejagt nemlig.

Lærken er sådan en ven, man gerne vil låne ud fordi man ved han bringer glæde med sig og oftest får man så også lov at hilse på andres lærker.

Jeg har vedhæftet et billede af min lærke; I må gerne sige hej.

Whisky & Lærken

Huskeliste til svampejagt:

Til årstiden passende tøj, Lommekniv, Lille børste, Svampebog, Lærken, St. Vitus, Madpakke.