Hailstorm

Lørdag den 27. oktober startede et nyt kapitel i Ebberup Madklubs historie. I yderst ydmyge faciliteter trak tre af klubbens medlemmer i arbejdstøjet og tog en brygske i hånden.

Over en håndfuld timer forvandledes knap seks kilo korn til en sukkerholdig masse, som blev sat til gæring med det formål senere at drikke det. Øllet er på nuværende tidspunkt tappet, det har gærret færdigt og venter blot på at blive smagt. Det vil sket ved et uhøjtidligt arrangement lørdag den 8. december – er man i nabolaget, skal man være velkommen til at kigge forbi og smage med, der skænkes til sidste dråbe.

Her kommer for de nysgerrige en kort gennemgang af processen.

For at kunne trække sukker ud af malten, skal denne først males. Vi anvender en simpel håndbetjent mølle, da det selvfølgelig er håndbrygget øl vi laver. Derudover er det god motion for slatne kontorarme.

Malten males

Maltmøllen kører

Efter at have malet malten hældes denne i 65 grader varmt vand. Hermed starter mæskningen, det er under denne process at sukker trækkes ud af kornet. Vi mæskede i 60 minutter ved konstant temperatur.

Mæsk

Mæsk

Når der er mæsket færdig sies mæsken og man står tilbage med to dele. En fast del, masken som består af maltens skaldele og en flydende, urten som er den vi skal bruge i den videre brygning.

Næste trin er urtkogning, her tilsættes humle for at give øllet smag og ballance. Under vores urtkogning som stod på i en time kom der en haglbyge forbi. Heraf navnet på øllen Hailstorm.

Urt

Urt

Herefter skal urten køles så der kan tilsættes gær. Når det er sket, sættes øllet til gæring, hvorved sukkeret omdannes til alkohol og kuldioxid.

Tilsidst tappes øllet på flaske for en sidste karbonering. Det lagres og godt 3 uger senere kan de gyldne dråber drikkes.

Vi håber denne korte gennemgang af processen gav et overblik. Der findes et hav af opskrifter og fremgangsmåder, hvorfor vi ikke ønsker at gå yderligere i detaljer i denne omgang.

Næste bryg bliver en godt humlet IPA og her vender vi med sikkerhed tilbage med en uddybende beskrivelse af processen og en officiel opskrift.