Pulled Pork

Mens vi venter på Ebberup Madklubs årlige sommerarangement, præsenterer vi her en potent gris der i den grad fortjener en tur på grillen. Pulled Pork er navnet og kommer i et væld af varianter, fælles for dem er dog at grisen skal gnubbes og steges længe over svag varme.

Dette er hvad du gør.

Du kører til slagteren og køber en nakkefilet de vejer vel et sted mellem 1,6 og 2kg.

Når du er vel hjemme igen laver du en rub, det er denne rub vi skal have gnubbet godt ind i grisen. Jeg vil anbefale at bruge følgende, det skulle være nok til cirka 2kg gris.

50g paprika
50g brun farin
2 spsk friskkværnet sort peber
2 spsk saltflager
1 spsk cayennepeber
2 tsk sennepspulver

Det er selvfølgelig muligt at sætte sit helt eget præg på “rubben”, men ovenstående er i al fald et godt sted at starte.

Pulled Pork - Gnubbet gris

Efter at grisen er gnubbet godt ind, pakkes den ind i folie og sættes i køleskabet natten over.

Man kan med fordel rigge grillen til inden man rammer køjen, således det blot er at stå op tidligt næste morgen og tænde op. Jeg selv anvender kuglegrill og det fungerer ganske ok, omend en smoker nok ville være lettere at håndtere.
I en kuglegrill placerer man trækulsbriketter parvis i en brudt cirkel i bunden. Formålet er at antænde denne “cirkel” så den brænder rundt og afgiver nok varme til at holde temperaturen omkring de 110 grader i minimum 12 timer. Jeg skal ikke kunne afvise at man må prøve sig frem, før man finder en metode der fungerer på netop ens egen grill og husk for gudsskyld at benyt dig af rene trækulsbriketter der ikke oser alt for meget under optænding.
Pulled Pork - Grill - Placering af kul

Næste morgen tændes 6 – 8 briketter i en grillstarter og når disse er klar lægges de i forlængelse af briketterne i grillen, således “slangen” begynder at brænde. Herefter placeres grisen på grillristen og låget lægges på.

Pulled Pork - Gris på grill

Cirka 12 – 14 timer senere er grisen klar og nu bliver det vildt (Har du tiden og lysten til at passe dyret natten over, så giv det gerne 24 timer på grillen, det bliver det kun bedre af).

Man tager to gafler og stikker dem i grisen, hvorefter man trækker kødet i stykker, når det første mundrette stykke kommer frem smager man på det.

Herefter vil jeg anbefale at vende kødet i denne frække lille sauce som kommer her.

3 dl æblecider (Somersby er ikke cider, men ren kemi)
3 spsk. ketchup
2 spsk. brun farin
1 spsk. salt
1 spsk. tabasco
2 tsk. sort peber
chili flager efter smag

Pulled Pork

I en burgerbolle anrettes nu kød, hvilket toppes med en skefuld coleslaw af den gode slags med rigeligt mayonaise.
Velbekomme.

Pulled Pork / Coleslaw